Helgenstatus og massehysteri

Det størtste symbol i vor tid på ovennævnte fænomen er prinssesse Diana, der døde i 1997, 36 år gammel.

En ung genert pige, der blev gift med den langt ældre kronprins Charles af Storbritannien, som efter et pompøst bryllup, fik en trang skæbne pga. ældgamle traditioner med mere eller mindre heldige kompositioner, som bl.a omfattede ’indavl’, og efter devisen om passende ægteskaber for personer af kongelig byrd, eller bare i en lidt andet målestok end den oprindelige betydning, som det vi i dag omtaler som et ’tvangsægteskab’.

Skønt ung og yndigt, og med en stil der blev efterlignet verden over, og som pressen levede højt og flot på, havde Diana intet interessefælleskab med sin mage, hvis hjerte allerede før hendes tid var afsat til en anden kvinde, som var hans soulmate, på trods af at hun havde giftet sig med en anden, fordi hun ikke passede ind i det engelske kongehus, da hun ikke var af samme ’ædle byrd’ som Diana, der var datter af Jarlen af Spencer, eller havde nogen speciel glamourøs fremtræden.

Diana mente det engelske folk, at de kendte ud ind, fordi hun var eksponeret så gevaldigt i pressen, og hun forstod da også selv at spille med i det offentlige skue, da hun repræsenterede englænderne bedre end den resterende del af det forstokkede og utidssvarende monarki og den øvrige kongelige familie, der nægtede af tage del i de moderne tider.

Ved Dianas død i tunnellen i Paris sommeren 97, opstod en konfrontation mellem det antikverede engelske kongehus, der ikke forstod at føre sig særligt fordelagtigt frem i pressen, og det engelske folks følelser for den prinsesse, de mente at kende så godt gennem medierne, og som medlidenheden i årene efter skilsmissen samlede sig om, da prins Charles blev gjort til syndebuk pga. af kærligheden til en anden kvinde, som han havde dyrket fra de første år efter indgåelse af sit ægteskab.

Men var der nu ikke 2 ofre, selvom pressen gjorde sit til at udnævne Diana til offeret, og lod hende spille martyrrollen, for hun var jo almindeligt jævnt begavet og ikke noget barn ved ægteskabets indgåelse?!

Efterfølgende viste det sig jo også, at hun havde haft stribevis af elskere, og mere eller mindre simulerede selvmordsforsøg for at tiltrække sig opmærksomheden og spille på andres medlidenhed, men dagene efter hendes død lod folket sig rive med af en hadkampagne mod den kongelige familie, fordi Diana i årene efter skilsmissen havde opnået helgenstatus i befolkningens bevidsthed, så var hun altså ikke en ren uskyldighed.

OG DET SOLGTE JO AVISER - MASSER AF AVISER!!!

Og i dagene efter hendes død udviklede en sandt massehysteri, som de fleste både i England, men også den øvrige verden røg med på, selvom hun jo trods alt kun var et menneske af kød og blod, så var der åbenbart en smerte og nogle nederlag, som befolkningen kunne genkende i deres liv, som kom op til overfladen ved denne lejlighed.

Når man så billeder i TV lignede London én stor massegrav med blomster, bannere og lys alle vegne, og Elton John der i kirken fuldendte 'showet' med sin sang til ’folkets prinsesse’.


Sådan kan man altså ophidse masserne, og gøre en person til både engel og helgen, når de genkender noget af deres liv i andres skæbne, på trods af at kendsgerningerne fortæller noget helt andet.