Uddrag fra den offentlige skriftestol i blogosfæren

Jeg tiltrækkes af originaler, så er det sagt, men det normale har jo som bekendt vide grænser, som Inge og Steen Hegeler skrev engang i 70 erne i deres brevkasse.

For i denne blogverden er det jo alle originalerne, der gi'r alle de almindelige og ofte dødkedelige leverpostej- eller vaniljemennesker konkurrence eller totalt baghjul.

Kort sagt, dem der blogger om at stå op og drikke sin kaffe, tage sin cykel og sidde på jobbet de næste 8 timer, hente unger, lave mad, se TV, og dyrke sex onsdag og lørdag, gider vi ikke at læse om, selvom det sandsynligvis er dem, der er flest af. :-)

Næ, der skal sgu være 'drama på drengen', så derfor er der 'run' på de blogge, hvor bekendelserne af mer' eller mindre psykotisk art strømmer ud.

Har lige læst om én, der har skaffet sig opmærksomhed på at sidde på sin søns gravsten (hvorfor skal vi dog vide det???), hvor et ægtepar på kirkegården med mere pli og respekt for de afdøde, nærmest bliver omtalt som tosser.

Men at profanere et gravsted betyder åbenbart intet, for den selvpromoverende 'sørgende' mor (der åbenbart ikke noget ved at sørge, hvis det ikke bemærkes), og så kan man jo så glimrende samtidigt provokere andre, jeg har da også observeret vildfarne turister i Italien, der blev bedt om at rejse sig, da de trætte havde smidt sig ned foran hovedindgangen til Peterskirken i Rom og begyndt at fortære madpakken.

Respekt for andre mennesker og deres religiøse følelser?! Nul putte, kun sig selv. :-(

Og har man 'skidt i nælderne' tidligere her i livet, kan man jo altid fortælle den undrende hob/blogverden, hvad det har kostet én, at muntre sig på de forkerte lagner, og at den forsmåede ægtemand eller ditto kone derefter har forladt det lille hjem, for derefter at lade familievirksomheden gå konkurs, og man 'helt uden egen skyld' af samme årsag er gået ned med flaget, og nu vil gerne vil ha' sit liv tilbage for et øjebliks ubetænksomhed, for nu magter diverse psykiatere og psykologer ikke at rette op på 'skuden' længere, og alligevel heller ikke kan klare al 'kemien' de forsøger at fodre dem med.

Under disse betroelser, der undertiden foregår og opdateres midt om natten, undrer det jo ikke, at en arbejdsgiver ikke står med åbne arme for at modtage dette unikum, som vel næppe får øjne før langt hen på eftermiddagen, og så kan socialforvaltningen overtage smulerne af dette 'fallitbo', når vennerne, der skulle gi' 'moralsk støtte', er smuttet, eller bare røvtrætte af at høre om det, vi andre så skal diverteres med i tide...og navnlig utide.. på deres blogs.

Glimrende underholdning, og i starten griber man sig sgu også sommetider i , at få medlidenhed med disse personer, der roder så meget med deres liv, at økonomien og psyken ender i kaos.

Så op til flere kommentatorer bidrager da i starten også gerne med underholdningen til emnerne, der bliver taget op på en sådan blog...for man må jo erkende at disse 'kaos-piloter', der styrer lige lukt mod afgrunden, gennem tiderne jo har skaffet sig noget erfaringer på halsen, som kan få en af de mere 'kedelige' afarter af den menneskelige race til at 'spidse øren', over her at erfare, at sådan kan livet altså også 'leves'.

Men når vi andre, der så har behersket os, og omend vi ikke just har levet livet som kedelige grå bogholdere, meen trods alt har mere styr på sagerne, selvom vi absolut ikke er gået fri for alt, hvad livet kan finde på at byde et menneske, det være sig forelskelser, dødsfald i familien og andre ulykker, prøver på at dele erfaringer med den 'hårdt ramte'( og komplet uskyldige i livets tilskikkelser, ihvertfald i egne øjne), der måske ikke alle er afprøvet på egen krop, så bliver man mistænkeliggjort for at ville stoppe piller, der er 'vanedannnede'...jamen, hvilke piller er ikke det?.. ned i halsen på den mismodige, der nu vender aggressionernerne mod det publikum, der forsøger sig med gode råd, som den ulykkelige selv har lagt op til debat i en post på bloggen.

Nå, men sådan reagerer mange stædige i en kørestol jo også, med voldsomme aggressioner i afmagt over deres situation, og skubber derfor folk væk fra sig.

De hedder jo ikke Jason Watt allesammen.

Man kan blot resignere og ønske lev vel, og modtag så den førtidspension, du har sukket så dybt og længe efter, fordi du fornægtede livet pga. skuffelser, du selv så grundigt har medvirket til.

Men som en barsk læge sagde til et familiemedlem, der altid klagede over en dårlig ryg, som ikke kunne bevises rent klinisk.

- Lad vær' med at tro, at det at opnå en førtidspension er lykken, for det er kun et stempel på, at du er færdig!