En mor i sorg og sorgbearbejdning

Der er vist ingen, der betvivler, at det er stærk kost, at miste et barn efter i årevis har været bundet til hjemmet og i afmagt har måttet konstatere, at man ikke af forskellige årsager har slået til, hvor gerne man end ville.

Bl.a. fordi hjælpen udefra måske ikke har været tilstrækkelig, og man ikke har magtet at råbe de evt. skyldige personer op, mens tid var.

Udover sorgen og savnet gi'r det dårlig samvittighed og skyldfølelse, uanset HVAD man har ydet, bebrejder man altid bagefter sig selv, at man ikke har gjort mere.

Berettiget...eller som i de fleste tilfælde ganske uberettiget...

Det er det åg, vi alle må bære i tiden efter at ha' mistet, uanset det være sig et elsket barn, en ægtefælle, forældre eller venner, som har betydet meget i ens liv.

Herefter skiller vandene...FOR SORGBEARBEJDNINGEN er bestemt ikke ens for alle.

Fr. Møller mener f.eks., at det er langt bedre at putte sig ind til herre i nødens stund, hvis man søger trøst, fordi hun ikke vil risikere at støde på en bøjle-BH.:-)

http://valkyrien.smartlog.dk/85589_Sorgbearbejdning...html#comments

Dårlig undskyldning Møller, hvis ikke det er højsommer, har de fleste kvinder mere tøj på.

Og deri er vi bestemt ikke enige, selvom der kan siges meget om ens medsøstre, så kan de...uden beregning overhovedet...være bedre til at forstå ens føleser i triste stunder, selvom jeg da bestemt også har mødt varme følelser, med de helt rigtige ord ved sådan en anledning, hos mænd.

Og den med at skrive sig ud af sorgen, kan jeg sagtens deltage i, men hvorfor dog ikke udelukkende til skrivebordsskuffen???

Hvorfor i alverden, skal man absolut med djævlens vold og magt ha' respons på alt det føleri, som man så glimrende kan bruge nogle få fortrolige, i tiden der kommer efter bisættelsen, som man har stor tillid til, hvis man da ikke er mutters alene i verden?!

Uanset, om det er kærestesorg eller dødsfald,kan man da ikke forlange, at andre, der måske har oplevet stribevis af dødsfald og andre ulykkelige hændelser i den nærmeste kreds, skal føle og ha' overskud til at høre på hver eneste detalje, man må komme i tanke om, og slet ikke i det civilicerede Vesten. Her har vi jo proffessionelle til at tage sig af alt det, som vi ikke kan bearbejde opå egen hånd.

Her i Danmark får man jo krisehjælp, hvis bare katten stikker af hjemmefra.

Er det fordi vi ikke kan acceptere, at sorgen er en lang proces, som ikke er overstået på 14 dage?!

Har man ikke tiden, så man kan komme hurtigt videre i teksten, og forstår man ikke, at tiden ikke læger alle sår, men der kommer ar, som man skal leve med, og det KAN man jo også, hvis viljen er til stede, og man har kontakt til sin omverden?

Tror man virkelig, at hvis man får lov at skrige sorgen ud over hustagene og belemre andre, der selv har tunge åg at bære, som man f.eks. gør i den muslimske verden i Mellemøsten ved krig og jordskælv, og at sorgen forsvinder, fordi man kan få opmærksomhed på den?!

Sorgen skal efter min mening aldrig bruges som 'trækplaster', for at drage nyfigne til sig, der kan sidde at hygge sig med andres elendighed, og gyse ved tanken om, at det sandelig var godt, det ikke var os, det ramte dennegang.

Kort sagt, efter min mening burde det aldrig gøres til underholdning, som da kællingerne i fordums tid sad ved guillotinen og strikkede.

For i ALLE menneskers liv rammer det før eller siden, og det er trods alt kun den, der er ramt, der kan føle det på egen krop og psyke, alt efter hvad betydning afdøde har haft, og derefter bearbejde det, at tro andet er utopi.

Der er ting her i verden, man ikke kan formindske ved at dele med andre, for andre fatter slet ikke omfanget af ens tab.